DBU-konsulent på træningsbanen
Henrik Mogensen er 44 år, oprindeligt uddannet fysioterapeut, bosiddende i Nørresundby, indehaver af en DBU A-trænerlicens samt en tung træner-erfaring på alle niveauer i en lang række forskellige nordjyske klubber - bl.a. Aalborg Chang, Svenstrup GF, AaB, Jetsmark IF, Hjørring IF og senest Nørresundby Boldklub.
DBU's konsulenter fungerer som rådgivere og sparringspartnere for klubbernes frivillige trænere og medvirker ved igangsættelse af projekter omkring f.eks. rekruttering af ledere/trænere, rekruttering/fastholdelse af spillere, uddannelse af trænere/ledere o.s.v.
Henrik startede allerede i foråret, og har nu været i gang 4-5 måneder, og flere har stiftet bekendtskab med Henriks ekspertise. For at støtte pigefodbolden mest mulig i klubben, således den også fremover har sin berettigelse, ser vi behovet for at bakke vores trænere fagligt op. Det er her Henrik kommer ind i billedet med friske øjne, og som inspirationskilde til den daglige træning.
Vi vil satse på at udvikle vores træners kompetencer, da vi tror på, at et højt træningsniveau vil give pigerne den bedste oplevelse med fodbolden, og hvem ved, måske kan det smitte, så veninderne også begynder at spille fodbold. Lige nu er vi i en situation, hvor vi er nød til at slå 2 årgange sammen for at kunne stille et turneringshold, når pigerne skal spille 11-mands fra U14. Det vil være fantastisk, hvis antallet af pigespillere stiger så meget, at de enkelte årgange kan køre selvstændigt helt frem til, at pigerne bliver seniorspillere.
For at understøtte vores satsning og tiltag, håber vi på at kunne iværksætte en uddannelsesrække for klubbens trænere, således at niveauet kan fastholdes mange år frem i tiden.
Med sportslig hilsen
Jens Munk Nielsen, medlem af bestyrelsen i SIF Fodbold