Referat af bestyrelsesmøde 7. maj 2025

Tilstede var: Mike Winther, Gregers Johannesen, Maria Errebo Jensen, Katrine de Vos, Morten Bang Henriksen, mens der var afbud fra Martin Høj. Christian Bak og Mike Kurtz deltog under det meste af mødet bortset fra Bestyrelsens eget ”eventuelt”.
90’er-festen blev gennemført om end det endte med færre deltagere end i 2024. Bortset fra deltagerantallet var festen forløbet godt. Økonomien er ikke endeligt opgjort endnu, men der forventes ikke et væsentligt tilskud til SIF som sidste år.
Annonceringen efter medlemmer til sponsorudvalget gentages. Der er stadig plads til ekstra medlemmer. Samtidigt har der været et eksempel med en afdeling der selv har kontaktet byens sponsorer. Det skal præciseres, at medmindre andet er aftalt, så er det altid sponsorudvalget der har kontakten til sponsorerne. Budskabet skal bredes ud i klubben igen.
Aftalen med Sportigan Støvring og Smartcykler.dk omkring fordelskortene i DBU-app’en skal evalueres sammen med dem. Har det samlet set været en succes vil vi gerne gentage og udbrede konceptet.
Samtidigt vil vi gerne opfordre til, man husker at benytte alle klubbens sponsorer alt det man overhovedet kan.
På trænersiden er der travlt med at få kabalen til efteråret til at gå op. Det er svært at tiltrække nye trænere udefra, når der også er mange klubber i Aalborg, der har svært ved at finde trænere.
Kommunen vil i løbet af maj få installeret robotter til græsslåning af vores baner. Der mangler dog en afklaring af det fremtidige setup, for klubben bliver pålagt nogle opgaver i den forbindelse, som der ikke er fulgt finansiering med til. Det bliver drøftet med kommunen ved næste møde med dem.
Sikkerhed i klubben blev gennemgået bl.a. foranlediget af den megen omtale i medierne omkring klubber, der er blevet svindlet til at foretage overførsler af klubbens midler. Den fysiske sikkerhed kigger vi også på at få strammet lidt op, og her skal vi huske at opfordre til, at man ikke sætte noget i klemme i dørene når de automatisk låses. Sikkerheden i øvrigt er vurderet til et godt og passende niveau.
Næste møde er 3. juni.