Menu

HI tog den fjerde JS 1-billet og førstepladsen

Af Jørn Eriksen
04. november 2015 kl. 10:28
Hjørring IF (HI) tog med en 2-1-sejr i søndags den fjerde og sidste billet til Jyllandsserien 1 fra SIF-holdets JS-pulje, og med den sejr blev HI også puljevinder. Læs mere her...

- De fleste havde enten Hobro IK eller Hjørring IF som favoritter til at vinde efterårets Jyllandsserie-pulje, og nu endte det hele altså med, at HI tog førstepladsen. HI har - som reservehold til Vendsyssel FF i Bet25 Ligaen - et virkelig godt mandskab, siger Allan Christensen, cheftræner for herresenior i SIF Fodbold.

Trekløveret Skjold Sæby, Brønderslev IF og Støvring IF indløste adgangstegn til forårets Jyllandsserie 1, hvor der skal spilles om oprykning til Danmarksserien, allerede i lørdags, da de to af fire kampe i sidste spillerunde i JS pulje 1 blev spillet.
Dagen efter - søndag - gjorde HI selv arbejdet færdigt med en 2-1-sejr på udebane over allerede nedrykningsdømte Hobro IK, og med den sejr nåede HI op på 24 point. Mere end rigeligt og nok til at slutte på førstepladsen to point foran både Skjold Sæbyog BI samt tre point foran SIF Fodbold.

- Vi havde fra start som målsætning at slutte i Top 4, men midtvejs i efterårets reviderede vi den. To point efter de første syv kampe gjorde det nødvendigt at ændre målæstningen til, at vi skulle undgå sidstepladsen og den direkte nedrykning til Serie 1. Nu sluttede vi i Top 4, og jeg må rose spillerne og truppen for at blive ved med at tro på tingene, selvom det på et tidspunkt så lidt skrøbeligt ud, fortsætter Allan Christensen.
SIF-cheftræneren pointerer, at han kun synes, SIF-holdet spillede decideret dårligt eller under vanligt niveau i to af efterårets 14 JS-kampe. Det gælder efterårspremieren ude mod HI, som HI vandt 6-1 samt udekampen mod Birkelse IF, som Birkelse vandt 2-0.

- I de to kampe underpræsterede vi, men ellers var vi faktisk godt med - også i de seks kampe fra spillerunde 2 til 7. Der kunne vi med lidt held have fået flere point på kontoen, og netop den fornemmelse gjorde også, at vi blev ved med at tro på, at det nok slulle vende til vores fordel, understreger Allan Christensen.

Vendepunktet kom - som før nævnt - i udekampen mod Hornbæk SF, der blev besejret 5-4, og i lørdags blev det succesrige SIF-korstogt fuldbyrdet med en flot 4-2-sejr i sidste spillerunde hjemme mod HSF på den nye kunstgræsbane.
- Mange spillere har virkelig forbedret sig, og attituden har været rigtig god på hele holdet, og nu glæder vi os til at spille med i Jyllandsserien 1 til foråret. Det tegner til, at vi havner i en pulje med HI, BI, Skjold Sæby, Dronningborg Boldklub, Vorup FB og to andre klubber, som det lige nu er svært at sætte navn på. Jeg håber, vi undgår at komme i pulje med Vatanspor, der efter sigende tromlede al modstand i deres JS-pulje ned. Nu får vi en halvsæson unden fare for at kunne rykke ned. De to bedste i hver af de to JS-puljer sikrer sig adgang til Danmarksserien i fodboldefteråret 2016 - de øvrige fortsætter i Jyllandsserfien i efteråret 2016. En spændende og gratis udfordring for os, mener Allan Christensen.

DBU Jylland har proklameret, at puljerne i de øverste niveauer offentliggøres i begyndelsen af december, og indtil da må SIF-træneren og kompagni altså vente i spænding på at se, hvordan de to JS 1-puljer kommer til at se ud.

Følgende 16 hold er at finde i Jyllandsserien 1 i foråret 2016:
Brædstrup IF, Brønderslev IF, Dronningborg Boldklub, Esbjerg fB, Fredericia fF, Herning Fremad, Hjørring IF, Skjold Sæby, Lemming IF, Skive IK, Skovbakken, Støvring IF, Sædding/Guldager IF, Vatanspor, Vildbjerg SF, Vorup FB.


Birkelse IF - næstsidst og nr. 7 i SIF-holdets JS-pulje i den forgangne efterårssæson - var et af de to 7'er-hold, der undgik nedrykning til Serie 1 og i stedet driblede sig med i forårets Jyllandsserie 2, hvor der skal spilles om at fastholde JS-status og undgå nedrykning til Serie 1.

 

 

Luk