3-0 til U 15-piger Mesterrække
Lørdag 28 maj skulle U 15-piger Mesterrække spille på udebane mod GIF/SSB. Et hold, vi slog 10-0 i første kamp. Der var dog fire afbud til kampen, hvilket betød ændringer i vores normale opstilling. Men heldigvis har vi en stor trup og rigtigt gode reserver.
Det var tydeligt, vi lige skulle finde hinanden i kampens start, som var meget lige de første 10 minutter.
Vi fik første store chance efter et godt opspil i højre side. Laura Thybo fandt vores topscorer Julie Frank, der var søgt ud under deres back. Et enkelt træk, og Julie løb fra dem og scorede sikkert.
Fem minutter senere kom vi på 2-0. Igen blev Julie spillet fri og løb fra backen. Uselvvisk spillede hun Mette Holm fri til en sikker scoring ved bagerst stolpe. Rigtigt flot mål og godt oveblik af Julie i den situation.
Vi sad mere og mere på kampen, og vi burde have ført med mindst to mål mere ved pausen. Vi kom til kæmpestore chancer til Mette Holm, Julie Frank og Laura Thybo. Chancer, som de normalt sparker ind.
I pausen talte vi om at få kampen lukket og sørge for at ikke give chancer væk. Vi gav ikke en chance væk i hele kampen, og de få gange GIF/SSB forsøgte sig, tog forsvaret sig af det. Det samme gjaldt en flot spillende Natasja Ludvigsen, der afløste vores normale målmand Thilde Møller, der ikke kunne spille denne lørdag.
Der skulle dog gå næsten 25 minutter af anden halvleg, inden vi fik puttet scoringen ind til 3-0 ind.
Et højt pres gjorde, at Laura Thybo fik fat i bolden og sikkert scorede til 3-0.
Vi spillede os til flere chancer, men vi kunne ikke score yderligere. Fem minutter før tid satte en stærkt spillende Anne Kibsgaard sig igennem, og med en flot stikning sendte hun Maria Djurhuus igennem. Målmanden endte med at tage benene på Maria og straffespark til os. En normalt sikker straffesparksskytte i skikkelse af Laura Thybo sparkede imidlertid bolden over mål. Lidt typisk på en dag, hvor vi vinder en sikker sejr uden at spille ret godt.
Det positive var, at vi kom frem til masser af chancer og vandt selvom, vi ikke spillede vores bedste kamp.
Med sejren, som var den syvende i streg, kan vi tre spillerunder før tid sikre os kredsmesterskabet på lørdag hjemme mod Trekroner. En kamp, vi håber der dukker mange op til for at støtte pigerne.
Ugen kan iøvrigt bringe tre kredsmesterskaber til de ældste pigeårgange.
U 15-piger 1 skal spille på udebane mandag aften mod Farsø. Vinder de den kamp, kan de vinde rækken onsdag aften hjemme mod GUG.
U 17-piger kan vinde rækken fredag aften med en sejr på udebane mod RKG, Og som skrevet et kredsmesterskab til U 15-pigerne i Mesterækken med en sejr lørdag hjemme mod Trekroner.
Jeg tror på, at med de dygtige og arbejdsomme piger, der er i U 15 og U i SIF, så har vi sprunget champagnepropperne tre gange i den kommende uge.
Med sportslig hilsen
René Qvist, cheftræner for U 14-, U 15- og U 17-piger i SIF Fodbold