Champagnen på køl hos U 14 Vest 2-drenge
Vi kan så småt smage champagnen efter en fremragende kamp i Aars lørdag 21/5. Drengene leverede en koncentreret indsats, og det eneste, der manglede var nogle flere mål.
Vi kom foran efter et lille kvarter. Recepten var en bold op på Jeppe Folden, han lagde af til Christian Kold, der spillede Van Zathang i dybden. Van scorede sikkert langs græsset.
Vi dominerede hele kampen, og hele holdet skal roses for indsatsen i udekampen mod Aars IK.
I målet stod Støvrings næstdårligste spiller denne dag, Kasper Niss. Han stod fejlfrit og får udelukkende førnævnte titel, idet at han kun rørte bolden, når han fik den fra en Støvring-spiller.
I forsvaret spillede Max Jørgensen, Nicklas E. Christiansen, Robert Ørtoft og Daniel Sejer Sørensen en koncentreret kamp. De var stærke i duellerne og gode med bolden.
På midtbanen regerede Malthe Hannesbo og Samuel Angelo. De overstrålede deres fysisk større modstandere med godt samarbejde og lækre detaljer.
På kanterne var Mikkel Drejer, Christian Kold og senere Nikolaj Christiansen sikre opspilspunkter for forsvaret. Derudover lykkedes de med mange udfordringer, og både Drejer og Kold kunne have lavet et par mål.
På toppen var Van som altid en kæmpe trussel, indtil han desværre måtte udgå med en lårskade. Ved hans side spillede Jeppe Folden en stærk kamp. Jeppe er altid god offensivt, men i dag arbejdede han også stenhårdt, når vi ikke havde bolden.
Så mangler vi bare banens dårligste SIF'er. Den titel fik Asger Olsen, der ellers spillede fejlfrit. Asger er nemlig skadet og kom aldrig på banen - sagt med et glimt i øjet.
Det er uden tvivl den bedste holdindsats, jeg har set som træner for årgang 2002. På trods af en smal føring, så var vi aldrig i tvivl om sejren. En sejr, der blev cementeret af Jeppe Folden i slutminutterne efter flot forarbejde af Mikkel Drejer.
Eneste minus må være, at vi ikke scorede flere mål end de to, og så selvfølgelig skaderne til Van og Asger. Vi håber alle er klar til på søndag, hvor en sejr er lig med en førseplads i U 14 Vest 2-puljen.
Med sportslig hilsen
Mikael Sindholt, cheftræner for U 14-drenge