Menu

Flot fight af U 19 2 kronet med 3-3

image
Af Jørn Eriksen
24. maj 2016 kl. 13:28
Andetholdet hos U 19-drenge vendte 1-3 til 3-3, da de havde besøg af puljens toer i U 19 2-rækken, Tranum/Skovsgaard (TGF/SB), mandag aften 23/5. En god fight og fire attituder hos spillerne sikrede det ene point mod en stærk modstander. Læs mere her...

Det blev til en stensikker 5-1-sejr til TGF/SB (Tranum/Skovsgaard), da U 19 2-drengene gæstede Skovsgaard Stadion i forårspremieren, men SIF-mandskabet tog point fra puljens aktuelle toer, da det gjaldt det omvendte opgør i Støvring mandag aften 23/5.
Undervejs førte SIF 1-0, kom bagud 1-3 for derefter at fighte sig til 3-3, stærkt gået af U 19-gutterne mod en ganske godt spillende modstander.

SIF-mandskabet kom foran cirka midtvejs i første halvleg takket være et gennemspillet angreb, hvor bolden til sidst blev skubbet ind under TGF/SB-keeperen.
To gule kort til SIF-lejren blev dog kostbare før pausen.
Først indkasserede Lasse Poulsen et gult kort, og i det overtal udlignede TGF/SB til 1-1. SIF nåede lige at blive fuldtallige igen, inden Jeppe Sørensen så gult og måtte til afkøling i 10 minutter. Den nye overtalssituation udnyttede gæsterne til at score til 1-2, hvilket også var stillingen ved pausen.

SIF havde denne gang Frede Hansen og Tobias Carøe Eriksen som midterforsvar, og i målet var U 17-spilleren Anders Dupont med - ligesom en anden U 17-spiller, Miklas Søgaard, var med på den ene kant. De to backpladser stod der Victor Bartholomæussen og Sebastian Svejstrup på.
Den defensive basis på midtbanen skulle Emil Kolstad og Jeppe Sørensen være garanter for. Helt fremme skulle Lasse Poulsen husere.
Alle mand i SIF-truppen kom i aktion undervejs.

Kort ind i anden halvleg trak de sorte skyer - resultatmæssigt - dog sammen om SIF-mandskabet, da TGF/SB gjorde det til 1-3.
Men hjemmeholdet kæmpede godt videre, og den flotte fight blev kronet med først en reducering til 2-3 cirka midtvejs i anden halvleg samt en udligning til 3-3 fem minutter tør tid.
Stærkt gået mod en modstander, der vandt det første indbyrdes opgør 5-1.

U 19 2 får sandsynligvis brug for samme dyder, når det allerede torsdag 26/5 gælder den næste kamp - en udekamp mod puljens tophold fra Hadsund Boldklub med kickoff kl. 19.00.

Luk