Menu

Gys i vente for U 15-drenge Mesterrække

Af Jørn Eriksen
29. maj 2016 kl. 14:12
Førsteholdet hos U 15-drenge i U 15 Mesterrækken spillede godt og havde masser af målchancer i udekampen mod HOG/GUI lørdag 28/5, men djurslændingene vandt 2-0. SIF er dermed under voldsomt pres m.h.t at indløse billet til efterårets U 16-drenge Mesterrække. Læs mere her...

Det trækker mere og mere op til en ren gyserafslutning i de sidste tre kampe - specielt de to sidste begge mod Kolind/Midtdjurs - for U 15-drenge Mesterrække.
Lørdag 28/5 gjaldt det udekampen mod HOG/GUI (Hinnerup/Grundfør) - puljens toer efter Randers Freja, og trods en spillemæssig god indsats og masser af målchancer, måtte SIF-mandskabet tage tomhændet hjem fra Djursland.
HOG/GUI sejrede 2-0 i et opgør, hvor SIF undervejs havde haft chancer til en score 4-5 mål.

- Vi har sat os selv under pres, men vi har heldigvis stadig afgørelsen på egne fødder, siger Anders Jacobsen, U 15-cheftræner i SIF Fodbold.
Førstkommende lørdag har SIF-mandskabet TST Fodbold på menuen på udebane, og netop TST kan sikre sig mod at slutte på femte- eller sjettepladsen med en sejr søndag over Kolind/Midtdjurs.

- Vi skal håbe på, at TST vinder den kamp. Vi slutter selv af ude og hjemme mod Kolind/Midtdjurs henholdsvis tirsdag 7/6 og søndag 12/6, og det kan blive nogle drabelige kampe om at slutte i Top 4. Nummer to til fire sikrer sig adgang til efterårets U 16 Mesterrække, mens nr. 5 og 6 skal spille i U 16 1 til efteråret, fastslår Anders Jacobsen.

I lørdagens udekamp mod HOG/GUI skulle U 15 Mesterrække lige bruge 10 minutter på at finde sig til rette på banen, hvorefter SIF-holdet styrede løjerne spillemæssigt. Allerede i det 8. minut slap Oliver Kristjansen igennem, men han ramte den ene stolpe, og tre minutter senere fik SIF endnu en stor mulighed for at bringe sig foran, men bolden blev sendt foprbi målrammen fra tæt hold.
I stedet blev det 1-0 til HOG/GUI på en foræring af SIF-forsvaret. En af hjemmeholdets spillere takkede for den gave og scorede fra tæt hold.
Efter en halv time slap SIF-spilleren Kristian Løber igennem, men han måtte se sit skud gå over mål.
1-0 ved pausen.

SIF havde intentioner om at ville flytte bolden hurtigere rundt i anden halvleg, fortsætte det gode spil og tro på, at scoringerne nok skulle komme.
To minutter efter pausen stod Noah Skouboe for et godt indlæg på tværs, men Rasmus Nygaard var uheldig med sin afslutning - stadig 1-0 til HOG/GUI.
I stedet blev det 2-0 fem minutter efter pausen på endnu en smutter i de bagerste SIF-geledder.
- Vi havde herefter yderligere tre-fire store målchancer, men vi kunne bare ikke score i den her kamp. Reelt burde vi have scoret fire-fem mål, mindst, forklarer Anders Jacobsen.
HOG/GUI var godt organiseret og clearede boldene fint, men de fik to "billige" scoringer mod SIF i dette opgør.

SIF-startopstillingen, 4-4-2: Aske Schmidt - Bjarke Hansen, Alexander Foldager, Oliver Kristjansen og Lukas Borbjerg - Noah Skouboe, Peter Søskov, Kristian Løber og Simon Mikkelsen - Niclas Bucio og Rasmus Nygaard. På bænken denne gang: Jeppe Bloch og Tobias Nikolajsen.

 

Luk