Sejr nr. to til U 13-drenge Mesterrække
U 13-drenge Mesterrække var lørdag 16/4 i aktion i anden spillerunde hjemme mod Skørping IF Frem.
Vi skulle forsøge at følge godt op på sidste uges lidt nervøse men fortjente, premieresejr over Svenstrup. Inden kampen snakkede vi specielt om vores markeringer, at vi skulle stå tæt på dem. Vi ville ikke forære mål væk som i sidste uge. Derudover ville vi gerne spille mere direkte (noget vi arbejder meget med for tiden) og også spille klogt.
Fra første fløjt på kunstbanen var det bedst spillende hold, og vi sad på nærmest alt spillet og fik også hurtigt skabt en del chancer. Vi kom også på 1-0, da Julius flot fandt Sylvester, som placerede bolden hårdt flat i modsatte hjørne.
Vi fortsatte spillet og havde stadig mange chancer, men som før set udlignede Skørping på en halv chance. Bolden ramte en Støvring-spiller og hoppede over en chanceløs Oliver i målet til 1-1. Totalt imod spil og chancer, men sådan er fodbold jo.
Stillingen ved pausen var 1-1 og chancestatistikken hed vel 10-1 i Støvrings favør. Vi snakkede om bare at fortsætte spillet tålmodigt, så skulle vi nok få scoret.
Billedet i anden halvleg lignede første, med os som det mest spilstyrende og chanceskabende hold. Skørping fik sig dog spillet mere med i kampen og havde også et par store chancer. Men Oliver var parat i målet og havde en klasseredning på et vigtigt tidspunkt, hvor det stadig stod 1-1 og var ellers sikkerheden selv på et par andre halve chancer og indlæg.
Vi skulle et godt stykke ind i halvlegen, før vi fik scoret igen. Frederik stak en god bold til Julius, som koldt sparkede den i kassen, og kort efter var Julius igen på spil, da han efter en generobring fra Joachim driblede en mand og serverede bolden for Sylvester, som scorede sikkert. 3-1 til os, og sejren var tæt på.
I de sidste minutter fik Hessel kæmpet og knoklet sig igennem en 2-3 mand og fik sendt en høj bold ind til Julius, som lige nåede at prikke den før målmanden, og sejren var hjemme til os på 4-1. En meget fortjent sejr.
Titlen som kampens spiller burde måske være gået til Julius, som med to mål og to assists om nogen var medvirkende til sejren, men cheftræneren gav den i stedet til Oliver, som præsterede et par vigtige redninger, der holdt os inde i kampen på et meget vigtigt tidspunkt. Svært som målmand at holde sig klar, når man ikke har så meget at se til i sådan en kamp. Faktisk spillede alle mand en rigtig god kamp, så Calle Facius og undertegnede var godt tilfredse.
U 13-drenge Mesterrækkeholdet denne gang: Oliver, Marius, Jonas, Hessel, Sylvester, Magnus, Lasse, Julius, Joachim og Frederik.
Med sportslig hilsen
Jakob Jensen, cheftræner for U 13-drenge i SIF Fodbold