SIF krydser fingre for Støvring-triumf i Odense
1400 hold er skrumpet ind til fire, når finalerne - hos piger og drenge - i Ekstra Bladets traditionsrige skoleturnering afvikles på TREFOR Park - OB's hjemmebane - i Odense torsdag eftermiddag 28/4.
Og den ene part i drengenes finale er Karensmindeskolen fra Støvring med masser af spillere fra Støvring IF Fodbold.
Pigernes finale mellem Frederiksborg Byskole og Ungdomsskolen Ry spilles kl. 13,00, mens drengenes finale mellem Karensmindeskolen og Borupgårdskolen spilles kl. 15.00 - der er fri entre, og dørene til TREFOR Park åbnes kl. 12.00.
Hovedparten af spillerne på Karensminde-mandskabet kommer fra SIF Fodbolds mandskab i U 16 Vest 2, men der er også enkelte spillere med fra U 15-drenge Mesterrække samt en enkelt fra U 17-drenge, den sidste er målmand Nicolai "Snydepelsen" Mouritsen, som er markspiller i SIF-regi men tidligere målmand.
Hele "mellemtrinnet" på Karensmindeskolen er med på lægterne på TREFOR Park, og det vil sige, at omkring 400 elever fra Karensmindeskolen er med som heppekor, og flere forældre/søskende tager med garanti turen til Fyn for at deltage i festlighederne.
Karensmindeskolen tog det sidste skridt til torsdagens prestigefyldte finale ved at besejre Kolding Realskole 1-0 i semifinalen mandag i sidste uge på en fuldtræffer af Gustav Midtgaard, der til daglig er angriber på U 16 Vest 2-mandskabet.
I kvartfinalen hjemme på kunstgræsbanen i Støvring havde Karensminde-gutterne besejret Kragelundskolen fra Højbjerg i Aarhus 2-1 på scoringer af Nicklas Bucio og anfører Casper "Pandebåndet" Dyrholm.
Læs mere om kvartfinalen her:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/triumf-for-karensmindeskolen/
Åge Hareide, nordmand og dansk landstræner, vil overrække præmier på TREFOR PARK efter finalerne, så også i den sammenhæng får slutkampene et specielt skær for aktørerne på banen.
Karensmindeskolens piger nåede også rigtig langt i dette års udgave af Ekstra Bladets Skoleturnering, og Karensmindeskolen kan derfor kalde sig Danmarks førende fodboldskole 2016.
De fleste af Karensminde-pigerne spiller også fodbold i Støvring IF Fodbold, der uden at skubbe nogen til side med ufine midler, godt kan tillade sig at tage Karensmindeskolens flotte resultater som en indikation på, at det nok ikke er helt forkert, det man løber rundt og foretager sig i den blå-hvide klub i Støvring.
Fra SIF Fodbold skal der lyde et stort tillykke til både piger og drenge på Karensmindeskolen, og lad os så få en sejr i drengenes finale med hjem til Støvring!!!
Du/I kan finde meget mere om torsdagens finaler på turneringens hjemmeside, link lige herunder:
http://ekstrabladet.dk/skolefodbold/
For nogle år siden vandt Bavnebakkeskolens piger finalen i Ekstra Bladets Skoleturnering. Torsdag eftermiddag kan Karensminde-drengene skrive historie med en sejr i deres 2016-finale.
Et velkendt islæt i SIF-lejren, U 16 Vest 2-drengenes cheftræner Brian Foldager, vil med garanti krydse fingre for, at Karensminde-drengene går til pausen med en komfortabel føring, så der kan trædes lidt på bremsen i anden halvleg.
U 16 Vest 2-drenge har nemlig en hjemmekamp på menuen dagen efter. Fredag 29/4 kommer Viborg Søndermarken IK nemlig på besøg i Støvring, og der er kickoff kl. 18.00.