Sjette sejr i træk til U 15 1-pigerne
Søndag 22. maj skulle andetholdet hos U 15-piger i U 15-piger 1-rækken forsøge at holde stimen af sejre og derved sætte sig endnu tungere på førstepladsen inden de sidste kampe i puljen.
Det var rigtigt lummert, og allerede under opvarmningen kunne man godt fornemme, det ville blive hårdt for pigerne i varmen. Men de startede, som de plejer og satte sig på kampen på udebane mod Nibe fra start af.
Der var kun gået fem minutter, før Emilie Dam med en flot stikning sendte Mette Holm afsted. Mette scorede sikkert og en rigtig god start for SIF-pigerne.
Herefter sad vi på spillet, men vi skulle hen til det 17. minut, før vi blev rigtig farlige igen. Sofie Skree Qvist erobrede bolden, og fra 30 meters afstand sendte hun den på overliggeren. Et rigtigt flot skud, som havde fortjent bedre. I det 34. minut var det igen Sofie Skree Qvist, der var tæt på, et rigtigt godt hjørnespark fra Mette Holm, og Sofie var tæt på at heade bolden i mål.
1-0 til SIF efter første halvleg.
I pausen snakkede vi om, vi skulle blive ved at presse Nibe og få lukket kampen med endnu et mål.
Vi startede godt, og Mette Holm sendte et godt langskud afsted allerede to minutter efter pausen. Vi havde en masse gode angreb og kom frem til store chancer til Julie Frisgaard og Mette Holm. Vi skulle dog hen til 12. minuttter før slutsignalet, før der kom en scoring.
Louise Munk fik bolden på kanten af feltet, og med et godt skud fra distancen fik hun den sat uden for målmandens rækkevidde. Et flot mål. Herefter spillede SIF-pigerne bolden rundt og fik en fortjent sejr på 2-0 med hjem fra Nibe.
Pigerne har nu vundet seks kampe og ligger dermed sikkert nummer et med maksimumpoint 18.
Mandag aften 23/5 kunne vores 8-mands hold hos U 15-pigerne spille sig på førstepladsen med en sejr hjemme over Bælum/Solbjerg. SIF-pigerne vandt 4-0 på scoringer af Laura Kragelund, Signe Olesen og Julie Frisgaard 2 mål.
Det betyder, at de indtager førstepladsen i puljen og nu selv kan afgøre, om de vinder puljen.
Super flot at alle tre U 15-pigehold er på førstepladsen i deres puljer. Førsteholdet topper U 15-piger Mesterrække.
Med sportslig hilsen
Rene Qvist, cheftræner for U 14-, U 15- og U 17-piger i SIF Fodbold