Sløjeste indsats af U 17-drenge længe
Det var skidt, rigtig skidt, det U 17-drengene præsterede i hjemmekampen mod Mariager IK onsdag aften 27/4.
Løse markeringer, dårlig boldomgang og en skidt holdånd, hvor for mange spillere ikke tog ansvar for at rette op på tingenes - i dette opgør - sølle tilstand.
Og så blev Mariager IK, der var gode på bolden og gik til stålet, endnu bedre og tog en vigtig sejr i bestræbelserne på at vinde denne pulje, der kun omfatter fire hold, som mødes indbyrdes tre gange.
Allerede på tirsdag 3/5 får SIF-mandskabet mulighed for at revanchere den pauvre indsats i 0-3-nederlaget, og spillemæssigt kan det kun blive bedre.
Mariager IK, der tydeligt ville det her opgør mere, kom hurtigt foran. Det blev 0-1 på et overraskende men særdeles veludført langskud af en af deres teknisk dygtige midtbanespillere, der tog chancen 8-10 meter over banens midte, og da ingen forventede en afslutning fra den afstand i en hurtig omstilling, blev SIF-keeper Anders Dupont fanget langt ude af målet. Ikke fordi, Dupont kunne klandres for den scoring - det var godt lavet af Mariager-spilleren.
SIF-startopstillingen, 4-3-3: Anders Dupont - Patrick Davidsen, Magnus Ravn, Sebastian Meyer og Jacob Fabricius - Mahamud Ahmed Hussen, Asger Bundgaard Nielsen og Marcus Skovhus Pedersen - Mads Borup Steen, Nicklas Plougmann og Rasmus Brendborg.
På bænken: Roi Jacobsen og Mads Munk Nielsen.
Kort ind i kampen måtte anfører Asger Bundgaard Nielsen forlade banen, da anklen drillede igen. Han kom senere kortvarigt ind igen, men det holdt ikke. En anden af de vante profiler, Marcus Skovhus Pedersen, døjede fortsat med sin lyske og udgik midt i anden halvleg, så alle 13 mand kom i aktion.
Men det var ikke ovennævnte skader, der var skyld i den pauvre indsats.
Der var for mange, der ikke tog ansvar. Der blev ikke arbejdet nok for holdkammeraterne, og det er sjældent set på dette hold. Og der blev ikke slidt nok for at få tingene til at fungere.
Det blev 0-2 på et hovedstød, og i de sidste minutter også 0-3.
Hos SIF gav Miklas Sørensen denne aften en hjælpende fod hos andetholdet hos U 19-drengene, der også spillede hjemme denne onsdag aften og fik 1-1 mod Aalborg Chang. Med Miklas i truppen blev de 12 spillere. U 17 træner til daglig sammen med U 19, så fint, at U 19-andetholdet endelig kom i kamp.
Mads Borup Steen blev kåret til bedste SIF-spiller i U 17-kampen. Han fik fire stemmer i fidusafstemningen blandt spillere og trænere efter kampen.
Udskiftningsleder for U 19 2, Lars Bartholomæussen, har bebudet, at et referat af U 19 2-kampen er på trapperne.