Menu

To Frost-kasser lagde LKB på køl

Af Jørn Eriksen
22. maj 2016 kl. 19:28
Kantspilleren Mads Frost stod for begge fuldtræffere, da U 19 1-drenge besejrede LKB/Gistrup 2-0 hjemme i Støvring søndag 22/5. Det var SIF-holdets sjette sejr på stribe, og modstanderne har endnu ikke scoret imod dem. Læs mere her...

Temperaturen var pænt høj og luften trykkende denne søndag eftermiddag i Støvring, men takket være to scoringer af Mads Frost fik U 19 1-drenge allerede før pausen lagt modstanderne fra LKB/Gistrup - om ikke på is - så dog på køl.

Den første scoring kom i det 21. minut. Midtstopperen Martin Thinggaard sendte en god lang dybdebold op på forwarden David Guldborg, der nåede bolden ved baglinjen og elegant drejede den ind foran mål, hvor Mads Frost stensikkert bankede den fladt i nettet.
I det 40. minut blev det 2-0 på en hurtig omstilling, hvor Mads Frost gjorde tingene færdig med en god dribling og en fladt skud ude ved den ene stolpe.
2-0, og så var den ged reelt barberet.

I første halvleg lyste midtstopperen Patrick Marquartsen - igen - op med strålende overblik, sikre pasninger og hurtighed, og makkeren ved hans side, Martin Thinggaard, fulgte pænt trop i samme stil.

SIF spillede pænt men savnede lidt overraskelsesmomenter, når modstanderne stod dybt. Her kunne lidt mere bevægelighed blandt de tre forreste måske være en løsning, altså forstået på den måde, at nogle krydsløb eller temposkift op eller ud i tomrum måske kunne overraske modstanderne og gøre det lettere for medspillerne at slippe af med bolden. Op-ned-op/eller ud på kanten-bolde kunne i den sammenhæng også gøre SIF-opspillet mere levende og overraskende - måske.
Men bundsolidt arbejde af SIF-mandskabet, der hentede den sjette sejr på stribe uden at modstanderne overhovedet har scoret mod dem.

SIF-startopstillingen, 4-3-3: Mikkel Blad Krogh - Søren Salk, Patrick Marquartsen, Martin Thinggaard og Alexander Thorup - Andreas Tarp, Frederik Lykke og Zacharias Krunderup - Mads Frost, David Guldborg og Andreas Hansen.
På bænken: Patrick Öster, Simon Kibsgaard og Mark Bloch.
Sidstnævnte trekløver kom på banen fra anden halvlegs start - ud gik Frederik Lykke, Andreas Hansen og Søren Salk. Simon Kibsgaard blev ny højrekant, Mark Bloch ny højre back og Patrick Öster ny på den offensive midtbane.
De gjorde det alle udmærket efter deres indhop, men anden halvleg blev lidt af en walk-over for SIF, der havde afgjort tingene.

Midt i anden halvleg erstattede Andreas Hansen så David Guldborg (foto herover), der fik en lille forstrækning. I det 75. minut kom Andreas Tarp ud - ind igen kom Frederik Lykke. Ni minutter før tid var det fyraften for den dobbelte målscorer, Mads Frost, - ind kom Søren Salk igen.
Fem minutter før tid indkasserede Martin Thinggaard et gult kort.

 

 

Luk