Menu

U 15-drenge Mesterrække tabte terræn

Af Jørn Eriksen
18. maj 2016 kl. 17:21
Førsteholdet hos U 15-drengene i Mesterrækken kunne have stukket støvlesnuderne helt frem i toppen i tabellen med en sejr på udebane mod Hadsund Boldklub (HB) tirsdag 17/5, men HB vandt 2-0 i et opgør, hvor SIF-mandskabet skuffede fælt spillemæssigt. Læs mere her...

U 15-drenge Mesterrække brillerede med sæsonens bedste præstation i forrige spillerunde, da det blev til en 3-1-sejr hjemme over TST Fodbold, men SIF-mandskabet var slet ikke til at kende igen, da det gjaldt udekampen mod puljens bundhold, Hadsund Boldklub, tirsdag aften 17/5.
2-0 til Hadsund Boldklub blev de - for SIF-mandskabet - triste slutcifre, og i stedet for at komme á point med både TST Fodbold og HOG/GUI på en delt andenplads dumpede SIF-holdet ned i tabellen, hvor det nu gælder om at undgå placeringerne som nr. 5 og 6, hvis man skal spille i U 16 Mesterrække efter sommerferien - nr. 5 og 6 kommer efter den automatiske ombrydning med i U 16 1 efter sommerferien.

- Det var en rigtig ØV-dag, hvor vi savnede power og vilje.Vi leverede en ringe indsats mod et hold, vi normalt skal kunne besejre, siger Anders Jacobsen, cheftræner for U 15-drengene i SIF Fodbold.

SIF-startopstillingen 4-4-2: Aske Schmidt - Bjarke Hansen, Alexander Foldager, Oliver Kristjansen og Lukas Borbjerg - Emil Asp, Peter Søskov, Kristian Løber og Tobias Nicolajsen - Markus Pjengaard og Rasmus Nygaard.
På bænken: Simon Mikkelsen, Jeppe Bloch og Noah Skouboe.

- I indledningen lykkedes vi såmænd fint nok med at presse dem højt oppe på banen og få styr på, at de ikke kunne slå så mange bolde ned i vores bagrum. Og efter 10 minutter følte vi os snydt for et klart straffespark, da Emil Asp blev fældet i et gennembrud. Syv minutter senere blev samme Emil Asp igen fældet og pådrog sig et hul i hovedet, men dommeren vinkede afværgende, forklarer Anders Jacobsen.

I stedet blev det 1-0 til Hadsund efter 20-25 minuters spil. SIF-forsvaret fik i første omgang clearet et indlæg, men bolden havnede hos en modspiller 10-12 meter udenfor feltet, og han tog chancen med et langskud, hvor bolden piskede i nettet.

SIF-spillerne fik i pausen besked på, at de var nødt til at løbe mere og arbejde bedre for hinanden samtidig med, at man skulle spille sig ud vanskelighederne.

Fem minutter efter pausen kom indskiftede Noah Skouboe til en god chance. Han havde først afdriblet tre-fire modspillere, men han fik desværre ikke ordentligt ram på bolden i skudøjeblikket - så stadig 1-0 til HB.
I anden halvlegs 20. minut kom Tobias Nicolajsen godt igennem på den ene flanke og fik lavet et indlæg, men Rasmus Nygaard fik desværre heller ikke scoret på den mulighed.

I slutfasen "ofrede" SIF en forsvarsspiller i jagten på en udligning til 1-1, men Hadsund afgjorde kampen med en scoring til 2-0 to minutter før slutsignalet. SIF havde et boldtab på egen banehalvdel, og så sparkede en HB-spiller bolden i nettet til 2-0 på et langskud.

Hos SIF kom Noah Skouboe på banen allerede efter 20-25 minutters spil af første halvleg, mens Jeppe Bloch og Simon Mikkelsen kom på banen lige før og lige efter pausen.

 

Luk